INFO

PROGRAM

BILLETTER

HISTORIEN

GÆSTEBOG

GALLERI

HER SKER DET

Historien om Vindmølle Rock

Vindmølle Rock startede i 1994, fordi der var et par støvede hoveder, der ikke syntes at musikscenen på Djursland havde ret meget at byde de unge lovende musikudøvere. (Tilføjelse)

Man stak hovederne sammen og besluttede at Nu ka' det fandeme være nok - Hvor svært kan det være - Sådan nogle burgøjserrøve O.S.V. O.S.V.

Efter en rimelig start hvor Vindmølle Rock 94 blev holdt som privat sammenskuds arrangement med et overskud på ca. 350 kr., fik man blod på tanden, og det blev besluttet at her har vi fat i noget af det rigtige så det skulle klart prøves igen.

Opbakningen var stor, så man indlod sig på at udvide arrangementet med nogle flere bands, noget mere lys og noget mere lyd. Det kørte stadig som et privat foretagende, så der blev trukket hårde veksler på folks Dankort, men SÆDFØLGELIG gik det godt igen.

Vindmølle Rock 95 gav et overskud på 532,50 kr., og nu var der virkelig kommet fart over feltet. Ifølge min knap så stabile hukommelse var Vindmølle Rock 95 også det år hvor der blev etableret toiletforhold der var acceptable for den kvindelige del af publikum.

Vindmølle Rock 96 var det år hvor udkastet til den nuværende indbydelse for første gang så dagens lys, et layout der sparkede røv. Det syntes om ikke andet de glade arrangører, og så er det vel godt nok.

Nu blev der indhentet engangsbevilling, hængt plakater op, søgt penge ved Tuborgs grønne fond, hvor man fik. 5000 kr. til lyd og lys ! hurra for de grønne. Vindmølle Rock 96 blev et skelsår med et overskud på næsten 1000 kr.

Det skal også lige nævnes at publikum år efter år voksede i antal, folk fra de første par år, kom igen og trak flere med sig. Folk strømmede til fra nær og fjern. Fra Djævleøen, Fyn og sågar helt fra Sønderjylland. Det var ligesom ved de store festivaler blevet en tradition, at folk kom om fredagen for at slå telt op, som de med fred i sindet, og en ordentlig omgang tømmermænd, lod stå alene tilbage om søndagen.

Vindmølle Rock 97 var sat stort op og afholdelsen forløb ganske som det skulle med diverse forsinkelser, overgang i fadøls anlægget, masser af glade mennesker, en overfyldt teltplads, biler der holdt hele vejen ud af den humplede grusvej, der trods alt er sine ca. 500 m. For slet ikke at nævne alle de frivillige hjælpere der havde knoklet i ugevis samt de håbefulde musikere der her fik gavn af alt det som lige er blevet nævnt, alt i alt et godt år for undergrunds scenen på det mørke Djursland. Overskuddet gik det knap så godt med, men fuck det ! der var dog stadig en lille slat tilovers, så banen var kridtet op til et ordentligt medhjælpergilde. (Det er ikke passende her at beskrive hvordan det udartede sig ! ! !)

Der blev nedsat en speciel Vindmølle Rock komité, der senere blev borgerliggjort ved at blive omdøbt til Kredsen Vindmølle Rock

Vindmølle Rock 98 var, som de hurtige kan regne ud, et 5års jubilæum det mildt sagt udviklede vindmølle Rock til det nærmest eventyrlige. For første gang var der hele to scener, et utal af bands, fra de mest gustne århusianske rockbands til de ligeså fede amatørbands der gjaldede ud over det smukke landskab. Aldrig havde der været så stor opbakning.

Tak til alle jer der læser dette og med lidt held husker jeres tilstedeværelse. Alt i alt et brag af en fest der sent vil blive glemt.

Vindmølle Rock 99 skal der ikke tærskes langhalm på, uenighed opstår jo som bekendt i de bedste familier, så hvorfor ikke også i dette ellers velrenommerede foretagende. Festen blev afholdt, dog på vågeblus.

Vindmølle Rock 2000 Året hvor Vindmølle Rock kom på banen igen med et kanon program. Med 7 års erfaring hvor konceptet bag arrangementet er blevet udviklet, fik Vindmølle Rock 2000 sin plads i historien som det hidtil bedst tilrettelagte, med alt hvad der hører sig til. Det blev ikke til to scener, som de foregående år, men fra den ene scenekant der befandt sig i baren, blev der knald på som aldrig før, med masser af fed tråd og et sandt orgie af lys. Se billederne her Og programmet her

 

Vindmøllerock 2001 afholdes lørdag den 21 Juli

Vindmøllerock
Højgårdsvej 1
Tlf: 86336070
E-Post

 

 

 

 

WebFruens Kommentar

Og støvede er de åbenbart stadig, -hovederne, for vi startede faktisk i 1993, altså året før, hvorfor det hurtige regnestykke ang. 5 års jubilæet måske var lige hurtigt nok.

Og det er altså forklaringen på (som de virkeligt hurtige selvfølgelig har opdaget for længe siden) at der er en indbydelse mere end der er årstal til.

Men hva', det ærede bestyrelsesmedlem og historieskriver glemte såmænd også sin egen 30 års fødselsdag. Hmmm..., mon det bli'r bedre med alderen ;-)

Og gad vide hvornår vi så skal holde 10 års jubilæet ??? 

Tilbage